PersonaleForældre infoOptagelseLedige pladserOm EVNFAQ
Søg på siden

10. worldwide

Projekt- og Rejselinjen er et tilbud til dig, der skal tilbringe 10. eller 11. klasse på efterskolen. Her rejser vi os fra liggestolene for med åbent sind at møde fremmede kulturer.
Rejserne er mødet med mennesker, hvis traditioner, mentalitet, samfund, mad, sprog og kultur ligger fjernt fra det, vi kender fra vores egen hverdag. Rejserne er oplevelser og indtryk, der udvider vores horisont og giver os en bedre forståelse for verdens mangfoldighed.


En verden til forskel

 

Læs om Idas fortælling >>

Mødet med fremmede kulturer er krævende. Og vi skal huske på, at for dem, vi besøger, er det os, der er anderledes og fremmede. Det er derfor vigtigt at være godt forberedt. Store dele af skoleåret går med projektarbejde om de lande, vi skal besøge. Du skal lære både at arbejde alene og sammen med andre. Du skal have lysten, interessen og tålmodigheden til at fordybe dig i et fremmed lands kultur.


Verden som linjefag 

Vi drager ud på to rejser i løbet af et skoleår: Frankrig og Cuba eller Peru. Vi rejste i foråret 2007 for første gang til Cuba. Ellers har rejsemålet været Peru. Efter turen vil vi evaluere, hvilket rejsemål vi skal vælge fremover. I Cuba vil eleverne blive indskrevet på et universitet i en uge og i øvrigt blive indkvarteret hos lokale familier.

Peru er også et spændende rejsemål. Det er et meget smukt land med et meget varieret landskab og klima. Du oplever meget høje bjerge, ørken og jungle – tropisk klima ved kysterne og tempereret i bjergene. Du kommer også tæt på indianerkulturen og nogle af kunstskattene fra tidligere tider. En del af tiden bor du hos lokale peruvianske familier.

Paris er det første rejsemål. Rejsen foregår med den blå bus, og turen er i sig selv en oplevelse, der "ryster" jer sammen. Turen er elevernes første bekendtskab med at arbejde opsøgende og projektorienteret med et andet lands kultur. 


En rygsæk fuld af erfaringer

Et år i 10. WorldWide er en oplevelse for livet. Du får gennem mødet med fremmede kulturer en bedre forståelse, ikke bare for dem, du besøger, men også for dig selv. Og har du senere i livet lyst til at pakke rygsækken og møde verden, garanterer vi dig, at du allerede har tasken fuld af nyttige erfaringer.

 

10. WorldWide - et moderne undervisningsår !

Der er især to begreber, som presser sig på, når man skal beskrive det moderne samfund: Viden og globalisering! Der tales om ”videnssamfundet” og ”den globale landsby”. Globaliseringen er en realitet; den trænger sig på både i vores arbejdsliv og i vores hverdagsliv, og det er en af de store udfordringer, skolen står over for i dag! For at kunne få de attraktive job, må man kunne klare sig i konkurrence med udenlandsk arbejdskraft. Desuden skal man kunne begå sig i en multikulturel og international verden, som ligger lige uden for vores egen hoveddør.
 
Skolen har således en central opgave, som handler om, at eleverne tilegner sig viden om og interesse for verden uden for Danmarks grænser og kompetencer til at handle og klare sig selv i internationale sammenhænge. Her tænkes på sproglige og kommunikative kompetencer, såvel som viden om og indsigt i andre kulturer, samt forståelse for disse. Lige så vigtigt er det, at eleverne kvalificeres til at føre sig hjemmevant frem i brugen af de stadigt flere og flere muligheder, som udviklingen inden for ny teknologi fører med sig. Kodeordet er her: formidling. Det er afgørende, at man er i stand til både at finde og udvælge væsentlig information og at formidle denne til andre mennesker.
 

10.WorldWide - sigter mod at gribe begge disse udfordringer.

10.WorldWide handler om, at eleven forberedes bedst muligt på sit videre uddannelsesforløb, men det handler også om at kvalificere sig til et globaliseret og højteknologisk samfund, som stiller specielle krav. De almindelige skolefag suppleres derfor med de to store projekter og dannelsesrejser. Konkret drejer det sig om at studere to lande: Et europæisk og et latinamerikansk land og derefter formidle sin viden til andre.  

 

Efterskolen ved Nyborg - Ringvej 5 - 5800 Nyborg, evn@evn.dkWebbureau prikmig.nu