Teaterlinjen på EvN
En spirekasse for unge talenter
Vækstlaget
Teaterlinjen har fokus på at udvikle den enkelte elevs potentiale og dramatiske indsigt gennem daglig fysisk træning, stemmearbejde og praktisk teori samt fælles projekter, der skal munde ud i mindre forestillinger, hvor den aktuelle undervisning udfoldes i en kunstnerisk ramme - teaterforståelse, hvor der bliver mulighed for at arbejde med lys, scenografi eller lyd som vigtige medspillere på scenen - til mindre, kunstneriske forløb inviteres professionelle teaterfolk til at være gæstelærere.
Vi inddeler skoleåret i fire faser med hver sit fokus.
I opbygningsfasen skal eleverne lære sig selv og hinanden godt at kende ligesom de skal introduceres til forskellige aspekter af faget. Forskellige teatersyn og -former præsenteres - nogle som praksis, andre som teori. Skolens scenefaciliteter gennemgås i praksis med henblik på at enkelte eller gerne grupper af elever benytter teatret til egne produkter i fritiden. Der arbejdes med småspil og dramaøvelser. Fasen afsluttes med en forholdsvis kort, traditionel forestilling, der vises for skolens andre elever og for forældrene.
Målet med undervisningen i opbygningsfasen er, at holdet bliver rystet sammen, at eleverne oplever at overskride egne grænser, at der opbygges en holdånd af gensidig respekt og åbenhed i forhold til kunstnerisk skaben.
Omkring efterårsferien starter fase to, konsolideringsfasen, hvor eleverne arbejder efter manuskript i enten et fælles eller i to forskellige projekter. Der produceres over ti uger med premiere omkring juleferien. Opsætningen/ opsætningerne forventes at deltage i en national festival* for ny ungdomsdramatik.
Stykket/stykkerne holdes “varme” under næste fase, så de kan genopsættes til Den Frie Teaterfestival på Den Frie Lærerskole i Ollerup i begyndelsen af marts. Ved den lejlighed vil der også være mulighed for at elevers fritidsprojekter præsenteres for et publikum.
Målet med undervisningen i konsolideringsfasen er at eleverne lærer at arbejde med et manuskript, at udvikle en karakter og modtage instruktion.
Udviklingsfasen er den fase, hvor eleverne bruger hvad de hidtil har lært til at fremstille deres egen forestilling helt fra grunden. En metode kunne være Konceptuel Devising, der lægger vægt på det kunstneriske aspekt, eller der kan arbejdes med en metode kaldet Viewpoints and Composition, hvor forestillingen ofte får karakter af en performance . Under alle omstændigheder skal produkterne være klar til et publikum omkring påske.
Målet med undervisningen i udviklingsfasen er, at eleverne oplever de forskellige faser i et kunstnerisk skabende arbejde fra kaos til gennemarbejdet forestilling - så vidt muligt i flow.
Sidste fase er eksamensforberedelse, hvor der arbejdes individuelt med karakter og monolog. Eleven vælger sammen med læreren den monolog, der efter deres opfattelse vil kunne vise den udvikling, eleven har gennemgået og i det hele taget vise eleven fra sine bedste, skuespillermæssige sider. Linjelærerne er vejledere og instruktører undervejs i processen. Til selve eksamen hentes en censor ind fra det professionelle teatermiljø.
Teatereksamen ligger som regel umiddelbart efter de mundtlige eksamener og er offentligt tilgængelig.
*) I konsolideringsfasen vil vi fortrinsvis arbejde med ny, dansk dramatik. Vi har indgået en aftale med det århusianske, lille storbyteater, Filuren, som har indledt et fantastisk udviklingsprojekt med professionelle dramatikere, der skriver til en konkret gruppe unge fx en efterskoles teaterhold eller et ungdomshold på en dramaskole. Brugen af ét af disse manuskripter indbefatter, at man deltager i en festival for ny dansk ungdomsdramatik.
Vores overordnede mål med undervisningen er at den enkelte elev
• udvider sit kendskab til forskellige teaterformer og forskellige skuespilteknikker.
• bliver opmærksom på egne styrker og formår at bruge dem i sit sceniske arbejde.
• opnår indsigt i skuespillerens arbejde med sig selv - og bruger denne indsigt i en søgen efter scenisk nærvær og autenticitet.
I det daglige arbejde på skolen etableres et målrettet samarbejde med især Dansk, hvor en del af timerne vil handle om dramaturgisk analyse, poetik og lignende, lige som der vil være lejlighed til at gennemføre cross over aktiviteter som fx musikvideoproduktion.
For så vidt der opsættes en musical på skolen er Teaterlinjens elever naturligvis aktive som skuespillere, sangere og dansere.
Som en del af målsætningen for undervisningen indgår også, at grupper af elever finder sammen i fritiden og arbejder på egne projekter, og at dette arbejde så vidt muligt fortsættes efter opholdet på efterskolen.
Det vil også være en del af vores succeskriterium, at nogle af vore elever søger optagelse på videregående uddannelsesinstitutioner med fokus på drama.
Elever, der arbejder hen imod optagelse på en TGK eller lignende på et videregående niveau, vil kunne opnå særlig støtte og vejledning i forhold til at opfylde optagelsesbetingelserne.
Hvad får du ud af det?
Du vil få et spændende og aktivt år, hvor du lærer noget om, hvad teater er. En mangesidet kunstart, der både kan glæde og fornøje, men også provokere og forarge. Du vil få mulighed for at prøve dig selv af som skuespiller og få et lille indblik i, hvad det kræver at arbejde som seriøs skuespiller, der både skal kunne spille klassisk og være med til en performance.
Du vil lære noget om dig selv; opnå en større selvbevidsthed og større selvsikkerhed. Du vil også have nemmere ved at koncentrere dig over længere tid, være mere fokuseret og være bedre til at stå overfor en større forsamling og fremlægge resultaterne af dit arbejde.
Teaterture
I løbet af skoleåret skal vi selv ind at se teater i Odense, Svendborg eller København. I foråret skal vi følges med musiklinjen ud i verden og opleve teater (og musik) af international klasse, enten i Berlin, Paris eller London.
Teori
Teaterundervisningen bygger på grundlæggende principper udviklet af den russiske instruktør og teaterpædagog Konstantin Stanislavskij, samt nogle mere moderne opgør med hans teorier gennem arbejdet med f.eks. viewpoints og konceptuel devising.
Med Stanislavskij ved hånden vover vi os ud i virkeligheden og ind i fiktionen. Skuespillerne træner deres forestil-lingsevne og øver sig i iagttagelse af virkeligheden. Og vi undgår ikke en analyse af stykket for at finde "de givne omstændigheder" for bl.a. på den baggrund at finde og "spille situationen" i de scener, vi arbejder med.
Vi vil fra starten af træne brugen af de ni viewpoints. De hjælper til at fastholde opmærksomheden på æstetikken i det sceniske udtyk, så vi ikke fortaber os i psykologi og årsagssammenhænge. De kan også indgå som ingrediens i arbejdet med konceptuel devising. Her er ideen, at vi skaber "kunst på kunst".
Som sagt tager vi udgangspunkt i et selvvalgt kunstværk – det kan også være et emne, der optager os – og som vi skal forholde os til ved hjælp af forskellige kunstneriske udtryk, der præsenteres som scenisk materiale. Alle deltager i bedømmelsen af de forskellige værker, vi ser bl.a. på, hvor det magiske øjeblik opstod og noterer undervejs, hvad vi har set, hvor der var magiske øjeblikke, og hvori de bestod. Når vi har materiale nok, bliver vi enige om, hvordan materialet skal sættes sammen, og derefter kommer sliddet med at få det sat i scene og gjort til en spændende, vedkommende og kunstnerisk oplevelse for publikum.
Kunst
Hvis kunstens største ambition er at indkredse det uudsigelige og fastholde det flygtige øjeblik, hvor det individuelle smelter sammen med altet, fuldbyrdelsen med fortabelsen - og dét er jo ambitionen, selv om det lyder noget opstyltet i denne form! - ja, så forklarer det også, hvorfor kunsten er en kilde til vedvarende energi: Ambitionen er umulig at opfylde. (Søren Vinterberg, Politiken, 21.9.2010)
Fællesskab
På teaterlinien er alle afhængige af hinanden, derfor er det vigtigt, at vi har et godt fællesskab. Det er med andre ord dig, der som del af en velfungerende helhed er med til at puste liv i teatertræning såvel som i vores forestillinger. Vi bor sammen med musikerne, og det virker godt at bo sammen med andre kreative mennesker.
Se Camillas fortælling.